Læseprøver
Forord
Jeg blev trukket ud af barndommen og drømte om døden i en tidlig alder. Min far kunne ikke holde fingrene fra alkohol, og min mor kunne ikke holde andet end sine egne følelser ud. Da de flyttede hvert til sit, erstattede min mor vores far, med dårlige beslutninger, kaotiske relationer og selvhad. Hendes dårlige beslutninger avlede sine egne overgreb, og før jeg fik set mig om, var hendes adfærd tæt på at blive det første søm i min kiste.
Som 16-årig begyndte en af min mors dårlige beslutninger at komme ind til mig om morgenen. Efter at have levet med det i halvandet år, forstod jeg en dag, hvordan han konstant gik lige til grænsen og ofte også et lille skridt over. Min krop hungrede efter hudkontakt, men jeg fik det på en forkert måde, forstod jeg. Det var destruktivt og var tæt på at blive min død, for jeg kunne ikke holde til det. Heldigvis havde min indre styrke kraft nok til at insistere på, at min historie ikke kunne slutte sådan her.
Det var umenneskeligt. Jeg måtte gøre noget, fjerne mig fra det. Så jeg flyttede hjemmefra, inden han fik muligheden for at gå hele vejen med mig.
Mine forældre har også haft deres sind at kæmpe med. Ingen tvivl om det. Det forklarer store dele af deres adfærd, og ved at forstå deres adfærd har jeg også forstået, at omsorgssvigtet ikke handlede om mig som datter, men om dem som mennesker.
I dag forstår jeg, at jeg blev skabt af mine forældres kærlighed, men svigtet af deres behov for selvskade. Det var uundgåeligt. Jeg har aldrig haft en chance for at ændre det, for vi kan ikke ændre andres adfærd. Man kan kun hjælpe dem med at opdage den. De skal selv ville ændre den. Af samme årsag er min barndom ikke vigtig for denne bog. For min barndom er et langt stykke hen ad vejen baseret på andre menneskers adfærd.
En trist barndom er derfor heller ikke et kriterie for at få noget ud af denne bog. For den her bog handler ikke om en trist barndom. Den handler om, at min fremtid på mange måder blev reddet af mit verdenssyn. Et verdenssyn baseret på min diagnose. Jeg har haft det unødvendigt svært, fordi systemet – den mekanik, der sættes i gang, når et menneske uden uddannelse ikke har et arbejde – gættede på, hvordan det bedst kunne hjælpe mig, i stedet for at prøve at forstå min adfærd. Eller vildere endnu: måske bare spørge mig:
Hvad har du brug for?
Min diagnosehjerne
Når jeg skal noget nyt, uvant eller socialt, kan jeg bedst beskrive det som at skulle sætte min hånd på en kogeplade. Det er trættende at skulle røre ved den uden at vide, om jeg brænder mig eller ej. Jeg tør ofte ikke satse på, at kogepladen er slukket, inden jeg gør noget uvant, så jeg undgår det nye og holder mig til det, jeg kender. Det gør, at jeg siger nej til mange ting, fordi jeg skal prioritere, om jeg har overskud til at brænde mig. Jeg elsker rutiner, struktur og at vide, hvad jeg skal i detaljer, inden det skal ske. Jeg spiser de samme ti retter på skift og hører de samme sange, når jeg hører musik. Jeg interesserer mig for meget specifikke ting og kopierer, hvad andre gør, når jeg er til sociale arrangementer. Ellers stikker jeg for meget ud af mængden, og det er, som du nok ved, meget hårdt.
Hvis jeg tog i udredning igen, ville jeg formodentlig få en diagnose mere. Men den kogeplade, jeg skal røre ved for at få svar, er højst sandsynligt brandvarm, og det vil den være i al den tid, jeg skal vente på udredning. Derudover oplever jeg ikke, at vi har et system i Danmark, der kan håndtere dobbeltdiagnoser, og fordi jeg oplever, at systemet er værre end diagnosen, giver det mest mening for mig at leve i det uvisse. Jeg har allerede accepteret, at min hjerne er en diagnosehjerne. Jeg lever fint med den, på godt og ondt.
Som familie har vi taget os nogle forholdsregler med søvn, aftaler, planlægning og pauser, der sammen med medicin gør, at min diagnosehjerne er nemmere at leve med. Vi har indrettet vores liv efter, at vi alle tre har en god hverdag. Navnet på min diagnosehjerne har ingen magt. I ny og næ må vi byde bipolardiagnosens overmod og ekstreme produktivitet velkommen og bagefter behandle depressionen med ekstra kys og kram. Denne gang kom den med en bog, der handler om at leve med en diagnosehjerne. Eller en bog, der måske mere handler om at tage, hvad man kan bruge, og smide resten væk.
Diagnose eller ej, så skal du vide, at det betyder meget, at du er her.
Menneske / Diagnose
“Hvis jeg skulle vælge en diagnose at have, så var det helt klart den her,” sagde den læge, der havde udredt mig. Det er en vild ting at sige til et menneske, der lige har fået den kroniske undertitel bipolær lidelse, type 2. Det er nu ti år siden.
Medicinen mindskede mine symptomer. Jeg havde færre udsving, og de udsving, jeg havde, var ikke så voldsomme, at mit liv gik i stå. Det gjorde det muligt for mig at fungere på et helt basalt plan. Men jeg overlevede stadig mere, end jeg levede. Jeg var knust over at have fået en kronisk diagnose. Men Monica italesatte sjældent min diagnose. Titlen på, hvad jeg fejlede, havde ingen magt for hende. Hvad havde egentlig ændret sig, udover at jeg kunne få medicin? Jeg var jo stadigvæk det samme menneske, selvom jeg på papiret nu havde en kronisk psykisk lidelse.
Da Jobcentret fik informationen om, at jeg havde fået en diagnose, sagde min sagsbehandler, at jeg nok aldrig skulle regne med, at jeg ville kunne arbejde fuldtid. Jeg havde Monica med til det møde. Da vi gik ud derfra, tog hun hårdt og kærligt fat i min arm, så mig i øjnene og sagde: “Du skal glemme alt, der skete til det møde. Din diagnose definerer ikke din fremtid.”
